Gratis tilbud om opslag af events i kalenderen ”Det sker på Langeland”

Kalendergruppen i Vi Samler Enderne tilbyder at lægge events ind i kalenderen, ”Det sker på Langeland”, for udvalgte foreninger og andre aktører på Langeland og Strynø. Alt hvad det kræver, er

1) at I har eller gerne vil have et (gratis) kalendermedlemskab af Vi Samler Enderne,

2) at en repræsentant for jer giver skriftligt tilsagn til, at vi må lægge events ind for jer.

Hvis I giver tilsagn til denne service, betyder det, at medlemmer af vores kalendergruppe kan lægge jeres offentlige events ud på ”Det sker på Langeland”, når I annoncerer dem andre steder. Det kan være i form af plakater eller løbesedler, i aviser eller blade, på hjemmesider, i andre online kalendere eller på sociale medier som Facebook.

Når vi opretter en event for jer, bliver den koblet til én bestemt profil og mailadresse på vores hjemmeside. På den måde kan I selv logge ind og kopiere eller redigere i de events, som hører til jeres forening/virksomhed/organisation.

De events vi lægger ud, skal som udgangspunkt være åbne for offentligheden (gratis eller mod betaling) – og leve op til vores ”Regler for events”.

Vi lægger events ud i det omfang, vi har frivillig arbejdskraft til det og i det omfang, vi er opmærksomme på, at I afholder dem. Derfor kan vi desværre ikke garantere, at alle jeres offentlige events bliver lagt ud. Hvis I opdager, at nogle af jeres events mangler i kalenderen, selvom de bør være der, må I gerne sende os en besked. I kan naturligvis også selv logge ind på siden og oprette de manglende events. Det samme gælder, hvis der bliver brug for at rette i jeres events.



    Tilsagnet kan til hver en tid kaldes tilbage af jeres forening/virksomhed/organisation ved at skrive til kontakt@visamlerenderne.dk.

    Hvis du står for den profil på vores hjemmeside, som jeres events bliver tilknyttet, ophører vores tilbud automatisk, hvis du melder dig ud af Vi Samler Enderne og derved sletter profilen. Det samme sker, hvis I hverken logger ind på hjemmesiden eller får udgivet events på den i to år i træk.

    Oplysninger, som vi har indsamlet med denne formular, kan tilgås her på hjemmesiden af vores formand, næstformand, medlemsansvarlige, webredaktør samt de aktive medlemmer af vores kalendergruppe.