Folkemusik med klassiske rødder i Strynø kirke

Oplev Rasmus Krøyer, Bilal Irshed og Mathæus Bech.

Denne fredag aften i Strynø kirke smelter klassiske musiktraditioner sammen med folkemusikken, når trioen skaber musik der rummer mange forskellige stemninger, og som favner bredt, fra det ukendte til det kendte; både den skandinaviske og orientalske musik, egne kompositioner samt et par smukke danske sommermelodier som fx ‘Jeg gik mig ud en sommerdag at høre’. Alle tre musikere er rundet af de klassiske – både europæisk og arabisk – musiktraditioner og har hver især gået egne veje fra dette udgangspunkt. Man kan sige at de klassiske musiktraditioner smelter sammen med folkemusikken, på tværs af den vestlige og den mellemøstlige verden.

”Vi glæder os meget til at spille på Strynø og forhåbentlig møde en masse folk til koncerten. Jeg har en gammel drøm om at spille i kirken på Strynø og nu sker det endelig, tilmed med nogle fantastiske musikere” – Rasmus Krøyer.

Der er fri entre til koncerten, og tidspunktet er valgt, således at man kan nå både frem og tilbage med færgen denne sommeraften.

Rasmus Krøyer har bl.a. gennemført klarinetstudier hos Lee Morgan fra det Kongelige Kapel og hos Michel Arrignon i Paris. Fra denne klassiske ballast har han udforsket folkemusikken, hvor han har spillet et hav af koncerter med det prisbelønnede ensemble Afenginn. Rasmus spiller desuden med pianisten Eskild Skovbakke Winding i en duo der dyrker den klassiske musik i børnehøjde.

Bilal Irshed er en dansk/palæstinensisk komponist og oud-spiller. Han er uddannet i Jerusalem og flyttede til Danmark i 2008 efter at have været underviser og kunstnerisk leder af the Dhow Countries Music Academy. Han har udgivet fire albums i eget navn, bl.a. med Bilal Irshed Trio og han er eksponent for en personlig fortolkning af den mellemøstlige musik. En oud er i dag anerkendt som faderen til den europæriske lut, og dermed også for alle de guitartyper vi omgiver os med i den vestlige verden i dag.

Mathæus Bech er ikke en helt almindelig bassist. Han har studeret på både det rytmiske og klassiske konservatorium – alt imens han har styrtet rundt på spillemandsstævner i norden og USA for at lære melodier og danse huller i sokkerne. Han stræber efter at fortsætte den stolte danske tradition af virtuose og solistiske kontrabassister og vil vise en ny generation af musikelskere at kontrabassen ikke behøver at stå i baggrunden.


Indlæser kort...

Dato/tidspunkt
14. juli (fredag) 2023
19:30 - 21:30

Sted
Strynø Kirke, Kirkevej 16, 5943 Strynø

Kategorier

Tilbage til forsiden