Et begivenhedsrigt efterår

Efteråret og foreningernes indendørs aktiviteter er godt i gang – det gælder også i vores forening Vi samler Enderne – Landsbyklyngen Langeland og Strynø.

Forsamlingshusene samles

I september måned havde vi et godt og hyggeligt møde med forsamlingshusene på Langelands bestyrelser. Stort set alle forsamlingshuse deltog i mødet, hvor vi blandt andet fik drøftet de noget besværlige beredskabsregler, Lys i Mørket 2023, fælleskalenderen ”Det sker på Langeland” samt nogle af de fonde, som ”ligger til højrebenet” at søge for forsamlingshusene.

Fra Langeland Kommune deltog Erhvervs-, kultur- og turistchef Jane Jegind, som informerede om nyheder fra den kommunale verden samt fra foreningen Langeland Sammen.

Derefter var der almindelig erfaringsudveksling til glæde for os alle. Aftenen sluttede af med, at bestyrelsen lavede en rundvisning af Lindelse Sognegård. En rigtig god aften hvor vi fik hilst på mange af de frivillige, der arbejder med at få vores forsamlingshuse til at fungere.

Fondsansøgning – Why, How, What?

Torsdag den 26. oktober havde vi inviteret til et kursus i fondsansøgning i lokalerne i Frivilligcenteret.

Vi fik sidste år penge fra Fonden Langelands Elforsyning til at afholde kurser for foreningslivet i Langeland Kommune. Vi havde spurgt nogle af foreningerne, hvilke kurser de havde mest behov for. Vel at mærke kurser som kan styrke det frivillige arbejde på tværs af hele kommunen. Fælles for alle var det fondsansøgning, der stod øverst på listen.

20 personer var tilmeldt kurset, som vi havde fået Marianne Bigum fra Bigum Consult til at undervise i.

De fleste kender godt til, at en ansøgning skal indeholde en beskrivelse af, hvad vi søger om og hvorfor vi søger, lidt om foreningen og selvfølgelig et budget. Men mangler man så mere, for at det bliver en god ansøgning?

Det gjorde Marianne os klogere på i løbet af aftenen. Vi kom til at kende ordene WHY, HOW og WHAT eller ”hvorfor vil vi dette? Hvordan vil vi gøre det? Hvilken konkrete indsatser kræver det?”

Marianne udfordrede også alle med nogle workshops men mest af alt, så fik alle kursisterne noget at tænke over samt inspiration til, hvordan en ansøgning kan skæres skarpt til. En aften hvor man gik hjem med en større lyst til at komme i gang med fondsansøgninger.

Er der ønsker om flere/andre kurser, vil vi selvfølgelig gerne høre om det. Skriv til os på kontakt@visamlerenderne.dk.

Mød os 3/11 under Lys i mørket

Vil du være med?

Vi Samler Enderne serverer kakao og kanelboller og fortæller om vores arbejde med at styrke foreningsliv og samarbejde på tværs og langs af Langeland. Du kan høre om kalenderen, “Det sker på Langeland”, om synlighed, blafning, fundraising og folkemøder. Du må meget gerne selv byde ind med lyse ideer. Måske får du lyst til at være med?

Tid: Fredag den 3. november kl. 19-22
Sted: Pejsestuen i Frivilligcenter Langeland, Fredensvej 1A i Rudkøbing